Udfordringen: Kan FCM kopiere FCKs Europa-succes?

FC Midtjylland er på imponerende vis kvalificeret til Champions Leagues gruppespil. Men er de store indtægter og det europæiske gennembrud så ensbetydende med, at de fremover er hyppig deltager på klubfodboldens øverste hylde?

Det er i grove træk spørgsmålet fra vært Mads Kindberg Nielsen i denne ugens “Udfordringen”, hvor han igen har Steffen Dam og Tonni Munk Jensen inde til et aktuelt spørgsmål i den danske fodboldverden.

Udfordringen går mere specifik på, om FC Midtjylland inden 2030 kan kopiere FC Københavns præstation med deltagelse i fire gruppespil i Champions League.

Gæsterne har et klart svar, hvor der tages hensyn til de store ekstraindtægter og flere koefficient-point til FC Midtjylland på den ene side, mens det omvendt taler imod flere gruppespils-optrædener i de kommende år, at det bliver en anelse sværere at komme igennem nåleøjet til det forjættede land, ligesom rivalerne fra FC København fortsat vil give hård kamp om det danske mesterskab.

Lyt til alle nuancerne og dan dine egne meninger ved et lyt til udsendelsen, som er tilgængelig nedenfor og i din foretrukne podcast-app.