Special: Danmark kan drille England på Wembley

Danmark hentede en sejr på 3-0 i Island søndag aften, og allerede onsdag skal Hjulmands tropper i aktion igen mod England. Vi analyserer på den klare sejr, der var knap så overbevisende, som cifrene antyder, og så ser vi frem mod en spændende opgave på Wembley.

Med søndagens sejr tog landsholdet den anden sejr i træk, og endda en klar en af slagsen. Det kunne dog være gået meget anderledes, hvis ikke linjedommeren dømte en tvivlsom bold inde over stregen kort før pausen. Det mener de to Monetos-eksperter Steffen Dam og Tonni Munk Jensen, der glæder sig over sejren og dele af det danske spil, men generelt er ret kritisk over danskernes spil i specielt 1. halvleg.

Allerede onsdag venter så en endnu sværere udekamp, når England tager imod på Wembley. Her vil vi som undertippet udehold skulle spille på en anden måde end de seneste kampe, og det kan der ifølge eksperterne være ganske gode perspektiver i.

Således ser både Dam og Jensen gode muligheder for ét eller flere danske point, og det stramme kampprogram kan også få positiv betydning for Danmarks chancer. Hør hvorfor nedenfor eller i din foretrukne podcast-app.