Powerranking: FCM med afstand det bedste hold

Der er som altid mange tvivlsspørgsmål, når Superligaens 12 hold skal rangeres på ugens powerranking, men én ting er ganske sikkert: FC Midtjylland satte med den suveræne sejr mod FC København en tyk streg under, at de er ligaens klart bedste hold lige nu.

Vært Mads Kindberg Nielsen har igen Superliga-eksperterne Steffen Dam og Tonni Munk Jensen i studiet, og hvor førstepladsen på listen stort set giver sig selv, så er der langt større tvivl omkring mange af de andre placeringer.

Der er således nyt hold på sidstepladsen på listen, og der er også uenigheder omkring midterplaceringerne. Endda så meget, at der må to veto-kort i brug for at få placeret holdene.

FC København får igen store hug på listen, mens de to eksperter er uenige om topholdet Sønderjyskes placering. For er det mest held eller dygtighed, som gør dem til den nuværende duks i rækken?

Der er som altid spænding om andenpladsen, som efterhånden er blevet besat af en del forskellige hold i denne sæson. Der hviler dog en mindre forbandelse over disse hold, for holdet skuffer stort set altid i den efterfølgende kamp. Senest havde FC København den tvivlsomme ære, hvorefter de blev nedsablet i Herning. Hvem der indtager den farlige placering i denne uge kan du lytte til nedenfor eller i din foretrukne podcast-app.