SL Kickoff: Zanka-problemer i FCK – og hvad med Sisto?

Efter en fornem landskampsuge set med danske briller, så er det atter blevet tid til ligakampe i den kommende weekend. I ‘Superliga Kickoff’ dykker vi på en skæv og anderledes måde ned i rundens største fokuspunkter, og lad os bare afsløre, at det er masser af spændende vinkler frem mod starten på både medalje- og nedrykningsslutspil.

Vært Mads Kindberg Nielsen har igen de Superliga-kyndige Mikkel Westermann og Tonni Munk Jensen med i studiet, og de sætter eksempelvis fokus på Mathias Zanka Jørgensens problemer i FC København og Pione Sistos opgør mod Brian Priske i FC Midtjylland. To af ligaens største profiler, der både på og udenfor banen skaber problemer for dem selv i øjeblikket.

I den anden ende af tabellen er der “guldgraver-fokus” på den ekstremt spændende kamp mellem Lyngby og Vejle, hvor førstnævnte for alvor kan lukke hullet til kriseramte Vejle, der har store problemer med at finde melodien.

Der er taktisk duel i FC Nordsjælland-AGF, og så er der naturligvis ekstra fokus på det helt store guldbrag i runden mellem FC Midtjylland og Brøndby, som ifølge eksperterne sagtens kan ende i en låst affære, hvor ingen af holdene for alvor kan få låst modstanderne op.

Altsammen kan du høre nedenfor eller i dit foretrukne podcast-feed.