EM Kickoff: Belgien står i en underlig situation

Der er mange interessante scenarier i spil inden den sidste runde i gruppespillet. Vi sætter lup på de allervigtigste og giver dig et godt overblik over kampene, der sender de første otte hold hjem fra EM.

Vært Mads Kindberg Nielsen har igen bedt Tonni Munk Jensen og Mikkel Westermann tage en helikopter-tur henover de mest spændende nedslagspunkter før gruppespillet sidste kampe.

Der er hold, der vil forsøge at fedte et enkelt point hjem, så de er videre fra gruppespillet. Det gælder eksempelvis Østrig og Ukraine, der møder hinanden. Omvendt er der også hold for hvem kun sejren tæller, så vi bør kunne forvente underholdning mellem Schweiz-Tyrkiet og Skotland-Kroatien, hvor kun tre point sender dem videre.

Og så har vi hold, der måske ikke ved, hvilket ben de skal stå på. Eksempelvis Belgien, der umiddelbart ikke får det store ud af at få point mod Finland. Vinder de belgiske storfavoritter ikke, så kan det sætte en kæp i hjulet på de danske chancer for avancement.

Lyt til alle analyserne, bud på rundens spiller og en forudsigelse om, hvilke hold der kommer både godt og skidt ud af runden i vinduet nedenfor eller i dit foretrukne podcast-feed.