EM På Spidsen: Landsholdseuforien når nye højder

Danmark er i EM-semifinalen! For første gang i 29 år er det danske landshold blandt de fire sidste hold til en slutrunde, og der er derfor også fremragende stemning i dagens udsendelse, hvor vi runder lørdagens sejr over Tjekkiet.

Vært er Mads Kindberg Nielsen og gæster er Tonni Munk Jensen og Mikkel Westermann.

Det er naturligvis Danmarks flotte sejr mod Tjekkiet, der er hovedfokus på. Det var ikke holdets flotteste kamp under EM, men omstændighederne taget i betragtning var der igen grund til at sende store roser mod de danske spillere, der som kollektiv er vokset helt kolossalt.

Vi kigger nærmere på de taktiske elementer i kampen, spillere der lyste op, bredden i truppen samt naturligvis også et fremkig på onsdagens spændende semifinale mod England på Wembley.