Zoom: Superligaen og de mange millioner

Der er millioner af gode grunde til at lytte til Superliga Zoom denne uge.

Vært Steen O.G. og producer Mads Kindberg Nielsen blænder op for et program smækfyldt med millioner af kroner.

Og de millioner af kroner tilfalder Superligaen, for de store klubber især sælger dyrt som aldrig før. Alene denne sommer er profiler som Jesper Lindstrøm, Frank Onyeka, Victor Nelsson, Kamaldeen og hvad, de ellers hedder, solgt for gigabeløb.

Hvad betyder det for Superligaen? Er det kun godt for topklubberne – eller gavner det hele økosystemet?

Næste skud på stammen kan være Mohamed Daramy, der er rygtet kraftigt til Club Brügge – selvfølgelig også for et anseeligt millionbeløb. Daramy har derfor sit helt eget emne: Hvordan er han blevet så god?

Gæsterne er Thomas Nørgaard, træner i B93, og debutant Simon Jakobsen, kendt fra Silkeborg og Hobro, hvor han nu tørner ud for sidstnævnte.