Fodboldkanalen lægges i dvale på ubestemt tid

Ingen faste partneraftaler = ingen fodboldkanal på Monetos.

Så klart kan budskabet egentlig skrives: Monetos lukker den blå fodboldkanal på ubestemt tid.

Dette skriv har været undervejs i nogle ugers tid nu, men det har krævet lidt ekstra mod og overskud at sætte ord på det følgende. Vores blå fodboldkanal med Superliga Zoom, Dams Dom, Superliga Kickoff, Premier League-udsendelser og meget andet har jo været vores lille hjertebarn.

Men nu er det slut. I hvert fald for nu.

Vi ønsker ikke længere at drive en podcast, der giver økonomisk underskud. I halvandet år har vi slidt og slæbt for at lave en masse udsendelser uden at få en krone ud af det selv. Brugt synlige kræfter på mange timers podcast og i alt 405 udsendelser, hvilket med en gennemsnitslængde pr. afsnit på 35 minutter giver i alt 591 timers lyd. Læg dertil alle de usynlige kræfter i kulissen på forberedelse, redigering, udvikling, strategiplanlægning, regnskab og meget, meget mere.

Og for pokker hvor har det været sjovt! Men de kræfter giver det ikke længere mening for os at bruge uden at have gode og stærke partneraftaler. Vi har haft enkelte partnere inde som Ditur.dk, BookBeat og HelloFresh sidenhen, men fælles for alle aftalerne har været, at vi har fået et (lille) beløb, først når en lytter har oprettet sig. I de beløbsstørrelser har der skullet rigtig mange til, før det kunne blive interessant, og selvom vi har oplevet flot vækst på lytterfronten og rundet over en million afspilninger i alt på Monetos – hvoraf størstedelen er fra den blå kanal – hænger det ikke sammen, når der ikke er råd til at trække løn ud af foretagendet eller i det mindste udsigt til at få løn i det næste halve år.

Heldigvis har vi haft loyale følgere, der har støttet os på 10er.dk. Tusind tak for dit bidrag! Uden dig ville vi slet ikke være nået så langt, som vi gjorde, så havde vi lukket før, og det takker vi dig helt vildt meget for. Tak, tak, tak!

Selvfølgelig også tak til dig, der har lyttet til Monetos hele vejen igennem. Vi har sat en ære i at levere god fodboldlyd til dig, som du har kunnet lytte til til træning, i bilen, på cyklen eller hvor du ellers har lyttet til os. Det har været en fornøjelse, og vi håber, at vi har været med til at gøre transporttiden lidt mindre kedelig eller træningen dét sjovere at komme igennem.

Der skal også lyde en stor tak til alle de mennesker, der har hjulpet os på vejen. Mikkel Westermann har taget et enormt slæb på ekspertfronten og udviklet sig til en anerkendt fodbolddebattør i Danmark. Gang på gang leverer han det ene skarpe synspunkt efter det andet. Emil Flöche Henriksen har styret Premier League-skibet meget sikkert i havn i hver eneste udsendelse, han har været med i. Steen O.G. har i den grad sat fut i løjerne i Superliga Zoom, hvor utallige gæster har stillet op gang efter gang og delt deres fodboldvisdom med os. Også stor tak til dem! Frits Galberg har produceret nogle fantastiske jingler og hjulpet med lyden især i den indledende fase. Og vi kunne blive ved. Tak!

I fremtiden vil vi fokusere vores kræfter på at gøre den grønne bettingkanal stærkere og gøre produktet stærkere i den del af vores forretning.

Vi vil fortsat gerne udkomme på den blå fodboldkanal, men det kan vi kun gøre med din hjælp, så sidder du som virksomhedsejer og tænker, at Monetos kan hjælpe til at brande din virksomhed, så tøv ikke med at skrive til os.

Vi høres ved!